Grafik

Femern-forbindelsen: Ingen klimagevinst i tunnelens levetid

De oprindelige forudsætninger for Femern-forbindelsens klimaregnskab har ændret sig markant. Ny analyse viser, at Femern-forbindelsen ikke kommer til at være en grøn vej til Europa. Men CO2-aftrykket kan mindskes ved at udskyde projektet få år, hvor der blandt andet forventes at være grønnere beton til rådighed.
August 9, 2023

Der kan gå helt op til 181 år, før tunnelforbindelsen gennem Femern Bælt er en klimagevinst. Kraka Economics har på foranledning af Scandlines lavet en opdateret beregning af CO2-regnskabet fra 2013, som ligger til grund for den politiske vedtagelse af projektet. Femern-forbindelsen bliver fremført som en grøn korridor til Europa, men det viser sig nu, at den forventede klimagevinst risikerer at ligge længere ude i fremtiden end tunnelens levetid. En række antagelser i det oprindelige regnskab er nemlig ikke længere gyldige eller højst usikre.

 

Opførelsen af Femern-forbindelsen udleder knap to millioner ton CO2. Størstedelen stammer fra produktion af de mange ton beton og stål, som indgår i den 18 kilometer lange sænketunnels undervandselementer. I det oprindelige klimaregnskab anslog Femern A/S, at de store mængder CO2-udledninger ville være indhentet efter ti år og efterfølgende bidrage positivt til Danmarks klimaregnskab gennem trafikale ændringer fra færge til bil.  Femern A/S baserede dog sine beregninger på de traditionelle og CO2-tunge dieselfærger, som imidlertid er i gang med at blive udfaset i færgedriften på flere overgange til fordel for elektrisk drevne færger, som reducerer udledningerne til en brøkdel af de nuværende dieselfærgers udledninger. Alene denne opdatering til de tidssvarende trafikforhold i klimaregnskabet forlænger perioden til 34 år, før man kan kalde Femern-forbindelsen grøn.

 

Endnu værre bliver det for udsigterne til klimagevinst, hvis antallet af afgange på færgeruterne Gedser-Rostock og Trelleborg-Rostock fortsætter som hidtil. I Femern A/S egne beregninger er der en forventning om, at antallet af afgange falder på de to ruter som følge af en ny tunnelforbindelse. Men hvis de fortsætter med samme antal afgange som hidtil, vil tunnelen først opnå klimaneutralitet efter 181 år.

 

Dermed er det meget tvivlsom, at Femern-forbindelsen nogensinde bliver en gevinst for klimaet, siger Kristian Stamp Hedeager, ledende økonom i Kraka Economics.

 

”Forbindelsens forventede levetid er 120 år og der er en betydelig risiko for, at den ikke bliver den grønne forbindelse til Europa, som politikerne er stillet i udsigt. Vi vurderer, at vores beregning af hvornår forbindelsen er klimaneutral, kan være et lavt skøn. Hvis fx færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden helt eller delvist fortsætter, vil der gå endnu længere tid,” siger Kristian Stamp Hedeager.

 

 

Han peger dog på, at der er byggetekniske alternativer på vej, der kan mindske forbindelsens CO2-aftryk betragteligt:

 

”Det er muligt at halvere CO2-aftrykket fra brugen af beton i projektet, hvis man venter med at støbe tunnelen, til ny teknologi til fremstilling af grøn beton gennem fx CO2-fangst er klar. Flere aktører i både Danmark og udlandet arbejder på at implementere den og andre grønne teknologier, og forventningen hos dem er, at de grønne alternativer kan bruges i større skala inden for få år.”

 

Hvis projektet udskydes helt, indtil beton produceret med en halveret CO2-udledning er tilgængeligt, vil det reducere konstruktionens udledninger med hele 415.000 ton CO2, svarende til 21 pct. af de samlede CO2-udledninger i hele Femern-projektet.

 

Rapporten er omtalt i Finans den 20. juli 2023.

Ved henvendelse, kontakt os her