Energiøen risikerer at få meget begrænset klimaeffekt

Energiøen i Nordsøen er et voldsomt stort projekt med en samlet pris på 210 mia. kr. ved fuld udbygning til 10 GW. Derfor har Kraka Economics besluttet sig for at gå i dybden med en række aspekter af projektet. I vores nye rapport har vi blandt andet set nærmere på energiøens klimaeffekt, der viser sig at være meget usikker.

Grøn strøm fra vindmøller og andre bæredygtige kilder skal spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Derfor bør staten naturligvis understøtte udbygningen af al den vedvarende energi, som kan lade sig gøre tilnærmelsesvist på markedsvilkår. Det bliver straks mere kompliceret, hvis udbygning af vedvarende energi kræver betydelig statsstøtte.

Forventningen til energiøen i Nordsøen er netop, at etableringen kræver statsgarantier og måske også direkte tilskud. Projektet kan også ende med at give økonomisk overskud, hvis elpriserne viser sig at blive tilstrækkeligt høje, men der er stor usikkerhed om elprisernes udvikling. Samtidig er udbygningen så stor, at Danmark i en lang årrække vil producere væsentligt mere strøm, end vi selv kan bruge. I offentligheden forsvares projektet med, at det vil understøtte den grønne omstilling i Danmark og udlandet og føre til lavere CO2-udledninger. Klimaeffekterne af projektet er dog små og usikre og risikerer endda at øge de samlede udledninger frem til 2050. Men meget afhænger af, hvordan den store mængde overskudsstrøm anvendes.

Kvotesystemet er som en vandseng

EU-landene har valgt, at de samlede målsætninger og reduktioner inden for industri, el, varme mv. koordineres gennem det europæiske kvotesystem. Virksomheder omfattet af kvotesystemet skal fremskaffe kvoter svarende til den mængde CO2, de udleder. Kvoterne kan handles mellem virksomhederne eller spares op og bruges senere. Kvoteprisen ligger ikke fast, men afhænger af udbud og efterspørgsel.

Et velindrettet kvotesystem er i princippet en velegnet måde at føre klimapolitik på, fordi man kan styre udbuddet af kvoter, så det passer med ambitionen i klimapolitikken. Samtidig sikrer et kvotesystem, at reduktionerne foretages de steder i økonomien, hvor de er billigst at gennemføre.

Men kvotesystemet kan betyde, at energiøen får meget begrænset direkte klimaeffekt. Det afhænger dog helt af, hvordan overskudsstrømmen anvendes. Hvis overskudsstrømmen fra energiøen eksporteres, bliver den direkte klimaeffekt lille og risikerer endda at føre til højere udledninger af CO2 på europæisk plan set over hele perioden frem til 2050.

Eksport af grøn strøm til nabolandene vil umiddelbart fortrænge elproduktion med fossile brændsler og derved reducere CO2-udledningerne. Men fordi elproduktion er omfattet af kvotesystemet, vil dette frigøre kvoter, som bliver anvendt et andet sted i kvoteomfattede virksomheder i EU. På den måde kan kvotesystemet lidt populært sammenlignes med en vandseng: Slår man hårdt i vandsengen, flytter vandet sig blot et andet sted hen, og den samlede mængde vand er uforandret.

Det grønne paradoks

Kvotesystemet har dog en indbygget ventil, markedsstabiliseringsreserven (MSR). Er der for mange kvoter til rådighed, bliver nogle af dem overført til MSR og annulleret. Slår man hårdt i vandsengen, vil noget af vandet altså forsvinde ud gennem ventilen.

Men MSR-systemet giver også anledning til et ”grønt paradoks”: Hvis man annoncerer et fremtidigt klimatiltag som energiøprojektet, der mindsker behovet for kvoter, vil markedet reagere ved at spare færre kvoter op og bruge flere her og nu. Dermed overføres færre kvoter til MSR til annullering. Den mekanisme kan øge udledningerne samlet set fra nu og til 2050.

Detaljerede modelkørsler for den samlede CO2-udledning frem til 2050 viser, at energiøen realistisk set vil føre til øgede udledninger ved eksport af overskudsstrøm, hvis kvotesystemet opdateres ift. EU’s officielle klimapolitiske mål, og mekanismerne i kvotesystemet holdes uændret. Selv i de mest optimistiske scenarier fører energiøen til reducerede udledninger, men kun en smule: For hver 100 ton CO2, der fortrænges af grøn strøm, vil 83 ton dukke op andre steder i kvotesystemet - som vandet i vandsengen.

Betydelig klimaeffekt for PtX uden for kvotesektoren

Den grønne overskudsstrøm kan alternativt anvendes til at producere Power-to-X (PtX), fx i form af brint eller ammoniak. Bliver disse klimaneutrale brændsler eksporteret og anvendt i kvotesektoren, er klimaeffekterne de samme som ved direkte eksport af strøm, dvs. små og usikre og risikerer endda at være negative.

Andre anvendelser af PtX-produkterne kan derimod give en klar klimaeffekt, fx i international skibs- eller flytrafik uden for EU, som ikke er omfattet af kvoter eller bindende målsætninger. Det samme gælder, hvis PtX anvendes til vejtransport i fx lastbiler i lande, der ikke har bindende målsætninger for transportsektoren. Energiøen kan altså få en klar direkte klimaeffekt, hvis overskudsstrømmen anvendes på bestemte måder. Men PtX-produktion vil sandsynligvis kræve betydelige yderligere statslige tilskud, og reduktioner opnået ad denne vej vil samlet set være meget dyre.

Danmark kan gavne klimaet ved at være foregangsland

Når energiøprojektet i Nordsøen alligevel kan få en positiv, global klimaeffekt, skyldes det noget helt andet. Projektet kan bidrage til at udvikle og demonstrere ny, klimavenlig teknologi i stor skala. Et vellykket projekt kan medføre lavere omkostninger eller risiko ved at bygge energiøer andre steder i verden. Og andre lande kan dermed blive mere villige til at hæve ambitionerne for den grønne omstilling.

Energiøen er således en strategisk, men risikofyldt investering, der via ny teknolog kan være med til at tilskynde andre lande til at hæve ambitionerne og øge tempoet i den grønne omstilling. Det er langt fra sikkert, at projektet vil få denne effekt. Omvendt kan den globale betydning blive stor, hvis det lykkes. Dette bør være hovedargumentet for energiøen – og så er det op til politikerne at vurdere, om denne strategiske satsning på at være foregangsland er omkostningerne og risikoen værd.  

Kronikken er bragt i Politiken den 25. april 2022