Grønne fly

Målet om grønne indenrigsfly kan blive dyrt for danskerne

Regeringens mål om grønne indenrigsfly i 2030 gør den grønne omstilling dyrere for danskerne. Det viser vi i vores nye notat "Målet om grønne indenrigsfly kan blive dyrt for danskerne". Her undersøger vi, hvad det vil koste at reducere udledninger fra danske indenrigsfly med Power-to-X-teknologien. Grønne indenrigsflyvninger vil kun meget lidt CO2, produktionen bruger store mængder strøm og fortrænger ikke naturgas. Derfor bør politikerne genoverveje deres ambition for de grønne flyvninger - særligt i lyset af den energipolitiske situation i Europa.

September 5, 2022

I sin nytårstale i år fremsatte statsminister Mette Frederiksen en ambition om, at alle indenrigsfly skal flyve grønt i 2030. Den ambition skaber et ekstra benspænd for at nå Klimalovens mål på 70 pct. reduktion af CO2e-udledninger i 2030, der kan realiseres uden omstilling af indenrigsflyene og på en billigere måde. 

 

I samarbejde med DTU har Kraka Advisory kortlagt tilgængelige tekniske og økonomiske oplysninger om mulighederne for at producere PtX-brændslet e-kerosen, der produceres af brint og CO2. Vi forventer, at e-kerosen er den tekniske løsning, der skal realisere målet om grønne indenrigsflyvninger frem mod 2030.

 

Teknisk set er det muligt at producere brændstoffet, men det er forholdsvist dyrt målt i kr. pr. fortrængt ton CO2e. Skyggeprisen er på ca. 3.700 kr. pr. ton. Til sammenligning har Klimarådet vurderet, at de dyreste reduktioner for at nå 70 pct.-målet i 2030 har en pris på ca. 1.500 kr. pr. ton. Det giver en samfundsøkonomisk meromkostning på ca. 370 mio. kroner om året i 2030 ved at omstille med e-kerosen.

 

Danmark befinder sig samtidig i en helt anden energipolitisk situation, end ved vi gjorde ved årsskiftet. Ruslands invasion af Ukraine har stor betydning for dansk og europæisk energiforsyning. Både Danmark og Europa mangler akut grøn strøm, så det er muligt at gøre sig uafhængig af russisk naturgas. Produktion af grønt flybrændstof med Power-to-X kræver store mængder strøm i forhold til output, og derfor kan det være uhensigtsmæssigt at bruge den knappe energiforsyning til det formål.

 

Grønne brændsler til fly vil fortrænge flybrændstof, som er et oliebaseret fossilt brændsel. Et fokus på grønne indenrigsfly vil altså prioritere et område, der har mindre geopolitisk betydning end at fortrænge russisk naturgas fra det danske og europæiske energiforbrug på det helt korte sigt. Samtidig er energieffektiviteten lav ved produktion af grønt flybrændstof sammenlignet med både direkte elektrificering og andre typer Power-to-X-produktion, der på en lignende måde kan fortrænge fossile brændsler.

 

Det taler dog for ambitionen, at de samlede mængder af brændstof til indenrigsflyvninger er begrænsede. Derfor er der også brug for en begrænset mængde grøn strøm til produktionen, selvom den alternativt kunne være anvendt mere effektivt. Ambitionen om grønne indenrigsfly kan ses som et forsknings- og udviklingsprojekt, der kan videreudvikle PtX-teknologien. På den måde har e-kerosen potentiale til at medføre globale CO2e-reduktioner, fordi teknologien på sigt bliver billigere og mere velafprøvet. En sådan indsats er også en del af at være et grønt foregangsland. I det lys kan projektet retfærdiggøres ud fra klimalovens ambitioner.

 

Notatet er blevet revideret den 14/09 2022

Ved henvendelse, kontakt os her