job økonom

Vi søger en dygtig økonom

Brænder du for økonomiske analyser i et miljø af topøkonomer, har du interesse for samfundsmæssige dagsordener, og trives du i en spændende hverdag, hvor du får et fagligt fællesskab med andre virkelig dygtige økonomer, der også trives med at bringe fakta ind i samfundsdebatten? Så er dette job måske noget for dig.
January 13, 2022

Vi står og mangler dig

Vi søger en ny kollega, som brænder for økonomiske analyser. Du har en analytisk tilgang til arbejdet, og du er rig på idéer til, hvordan de rette data kan sætte strøm til gode samfundsmæssige beslutninger. Stærke økonomiske kompetencer inden for særligt registeranalyser, økonomisk modellering vægter højt.

 

Vi forventer, at du løbende følger nyhedsstrømmen, er interesseret i den offentlige debat, og at du har gode formidlingsevner, da både mundtlig og skriftlig kommunikation er en væsentlig del af jobbet. Det er vigtigt for os, at du er socialt imødekommende – et rart menneske - god til at samarbejde, og bidrager til at bevare og udvikle Kraka Advisory som en god arbejdsplads.

 

Derfor skal du vælge os

Kraka Advisory er en samfundsøkonomisk konsulentvirksomhed, der er ejet af Fonden Kraka. Vores overskud går ubeskåret til aktiviteter i tænketanken Kraka, der udvikler samfundsrelevante analyser. I Kraka Advisory – som i tænketanken Kraka - benytter vi os løbende af sparring med anerkendte forskere for at sikre et fagligt højt niveau i kvaliteten af vores analyser. Kraka Advisory samarbejder med Deloitte, som giver os yderligere adgang til en bred vifte af klassiske konsulentkompetencer. Sammen har vi en unik position i markedet baseret på faglighed og troværdighed.

 

Vi har eksisteret i to år og er hurtigt kommet op i fart, hvilket i høj grad er takket være dygtige medarbejdere. Find alle vores analyser på hjemmesiden og få en idé om, hvor vidt vi spænder i samfundsrelevante emner: fra grøn omstilling generelt, over energiøen mere specifikt, til den finansielle sektors betydning for samfundet og analyser om arbejdslyst. Vi har flere spændende projekter på vej, og det er her, du kommer ind i billedet som seniorkonsulent eller manager på nye eller eksisterende projekter.

 

Vi lægger stor vægt på den enkelte medarbejders udvikling, og du vil få rig mulighed for at udvikle dig fagligt. Hvis du har lyst til det, kan du også komme til at bidrage til samfundsdebatten via lancering af vores analyser, deltagelse i konferencer, workshops mv.

 

Vi har den dogmeregel, at der ikke skelnes mellem det faglige niveau i nogle dele af Kraka-familien, uanset om det er tænketanken Kraka eller Kraka Advisory. Der vil være mulighed for at prøve dine evner af i regi af tænketanken, hvis det en dag måtte blive relevant.

 

Vi glæder os til at tage imod dig i Kraka-familien, hvor du med tiden kommer til at arbejde på både større og mindre projekter sammen med vores øvrige økonomer, herunder vores senior fellows, der bidrager med bl.a. kvalitetssikring og drøftelse af analysemetoder. Kort sagt byder vi dig velkommen til et team, der arbejder dedikeret med analyser, der styrker samfundets beslutningskraft.

 

Din profil

Du er udannet økonom f.eks. cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon., cand.merc. el.lign. Det er en fordel, hvis du har erfaring inden for andre fagøkonomiske miljøer som økonomiske ministerier, De Økonomiske Råd, Nationalbanken eller lignende roller i konsulentvirksomheder.

 

Din profil kan opsummeres således:

 

  • Akademisk stærk
  • Gode formidlingsevner på dansk og engelsk
  • God til at håndtere og visualisere data ved brug af statistiske programmer
  • Kan overholde deadlines
  • Høj grad af selvstændighed og har nemt ved at sætte dig ind i nyt emne
  • Kan udvikle et fagøkonomisk miljø sammen med andre
  • Idérig og god til at samarbejde

 

Som person er du social (men her er det også OK at være introvert), nysgerrig, positiv og brænder for at være med til at løfte den samfundsøkonomiske agenda.

 

Vejen til os

Vi tilbyder et spændende job med rig mulighed for udvikling og en markedskonform aflønningspakke. Har virksomheden succes, og det har den, får du det også.

 

Vi sætter stor pris på frihed under ansvar og tilbyder et godt arbejdsmiljø med højt til loftet. Jo mere du selv kan løfte, des mere får du lov til. Vi har fokus på det sociale fællesskab, faglig sparring og vidensdeling.

 

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Mette Dalsgaard (COO) på med@kraka-advisory.com eller tlf.: 2627 2811.

 

Ansøgning inkl. CV, dokumentation for uddannelse, herunder karakterudskrift sendes via nedenstående link, og skal være Kraka Advisory i hænde senest d. 1. februar 2022.

 

Vi indkalder løbende til samtaler.

 

Søg stilling som økonom i Kraka Advisory

Ved henvendelse, kontakt os her